Hvorfor love det halve, når man kan samarbejde om det hele?

Valgkampene er fyldt med løfter. Hver gang vi nærmer os et valg, lover partierne guld og grønne skove. Skattelettelser til alle, bedre velfærd, kortere ventelister, flere pædagoger og flere hænder i sundhedsvæsenet – alt sammen på én gang. Men virkeligheden er mere kompleks. Politik handler ikke kun om at love – det handler om at levere.

I Moderaterne går vi en anden vej. Vi lover ikke alt til alle. Til gengæld lover vi noget andet – og måske vigtigere: Vi lover at samarbejde. For hvorfor nøjes med halve løsninger, når man kan finde hele løsninger i fællesskab? Der er f.eks. brug for hele løsninger på forholdene for både børn og voksne i vores skoler og dagtilbud og et samlet 0-18års område. Ligeledes er der brug for hele løsninger for reduktion af de administrative og bureaukratiske lag i kommunen herunder alt fra skemaer i ældreplejen til ansøgninger om byggetilladelser mv.
Der er brug for at køre administrationen til syn efter 10-15 års knopskydning.

Moderaterne er jo et helt nyt parti på banen i Kolding kommune. Kært barn, mange navne – og det kan nogle gange være svært at forklare fokus på den nære lokale politik, når folk kun har hørt og set det nationale. Vi har dog et indgående kendskab vores kommune.

Moderaterne blev stiftet med én klar ambition: At bygge bro i dansk politik. At række hånden ud – både til højre og venstre – og finde fælles løsninger, som holder i længden. Vi er af den klare holdning og overbevisning, det er netop det, Kolding kommune har brug for. For vi tror på, at de bedste beslutninger træffes, når flere perspektiver mødes, og når vi som politikere evner at lytte mere end vi råber.

Kolding kommune har brug for stabile, langtidsholdbare løsninger – ikke flere skiftende ”beslutninger”, der bliver lavet om, hver gang medlemmer af de forskellige partier skifter holdning eller synspunkt. Vi skylder borgerne at tænke længere end blot til næste valg. Vi skylder borgerne at samarbejde på tværs om, hvad borgerne synes er den rette vej, ikke hvad vi personligt synes passer bedst. Måske er vejen frem ikke at love for meget, men derimod levere det man lover?

Vi i Moderaterne lover ikke at vi har alle svarene. Men vi lover, at vi vil lytte, bygge bro og finde de bedst mulige løsninger – sammen med alle, der vil Kolding kommune det godt. Vi har ingen døre, vi kan lukke – kun åbninger hvor man frit kan kikke ind og tage en snak.
Vi opererer ikke med ”ikke nedskrevne regler” men derimod ud fra dokumenteret fakta og gennemsigtighed, for os er skovlen en skovl.
Det er jo ikke sikkert man kan lide ”lakken på bilen” (læs Moderaterne), men gerne bruge motoren og kan lide lyden (læs vores gennemførte politikker) – vi skal jo heldigvis ikke være enige om alt, det ville være kedeligt, men vi skylder at borgerne i Kolding kommune for alvor bliver hørt.

For hvorfor nøjes med det halve, når vi kan samarbejde om det hele?


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *