Vi skal turde investere og gøre tingene anderledes for vores børn og unge

I Kolding Kommune formes fremtidens borgere i vuggestuer, dagplejer, SFO’er, folkeskoler og specialinstitutioner. Det pædagogiske og undervisningsfaglige personale spiller en nøglerolle i børns udvikling og trivsel – alligevel er rammerne og ressourcerne langt fra tidssvarende. Det bør vi som samfund ikke acceptere.
Gennem de forgangne 15+ år er der skåret skiver af området efter bedste ”salami-model”, og efter at have skåret godt 4-5 salamipølser væk, så står vi nu med en udfordring der specielt presser de ”svageste” inden for området.
Der mangler simpelthen faglærte, dygtige medarbejdere inden for området.

Det kræver mod at skabe forandring. Mod til at investere – og mod til at gøre tingene anderledes. I stedet for at tilpasse ambitionerne efter budgetterne, skal vi turde forme budgetterne efter ambitionerne.
I stedet for at rejse Europa rundt for at se, hvordan andre lande driver skole eller dagtilbud, så skal vi kikke indad og på hvordan vi i Kolding kommune kan drive super god skole og dagtilbud!
Pengene skal ikke bruges ud af kommunen med derimod indad. Vi kan godt selv i Kolding kommune!

Det pædagogiske arbejde i 0-18 års området er ikke bare fundamentet for fremtidig læring – det er grundlaget for et inkluderende, trygt og innovativt samfund. Når vi investerer i børneområdet, investerer vi i hele samfundets bæredygtighed og fællesskab.
0-18 års området er Kolding kommunes guld – og med det guld kan vi bygge grønne skove.

Vi skal sikre tid til forberedelse, efteruddannelse og faglig fordybelse. Lærere og pædagoger skal have kollegial opbakning og selvbestemmelse i hverdagen samt muligheden for at blive inspireret af workshops på tværs af institutioner – med fælles viden skabes synergi til gavn for alle. Institutioner skal have friheden til at finde egne løsninger på lokale udfordringer. Det er i mødet mellem mennesker og i tilliden til fagligheden, at udviklingen opstår. Kort sagt skal dagtilbud og skoler frisættes til på et fællesskabende fundament at drive et super godt tilbud til deres brugere (både børn og voksne).

Vi må turde give slip på unødig dokumentation, central styring og snævre mål. I stedet skal vi give plads til nærvær, fællesskaber, nysgerrighed og praksisnær innovation – både med bøger, robotter og skovbryn. Lige om lidt lander effektueringen af folkeskolens kvalitetsprogram, et nationalt tiltag der bl.a. fjerner 90% af målstyringen i folkeskolen – hvorfor ikke allerede nu skabe rammerne for en folkeskole i kommunen, frem for at sidde på hænderne og vente? Et eksempel er: 0. klasse bliver nu igen til børnehaveklasse, hvor der skal være langt større fokus på fællesskaber, relationer og sociale færdigheder, børnene skal gennem legende læring lære at gå i skole – så hvorfor ikke sløjfe glidende overgang og lade børnene færdiggøre børnehaven frem mod sommerferien? Der sker voldsomt meget i et barns udvikling på lige netop dette tidspunkt.

Kolding har potentialet til at blive landets mest visionære kommune på 0-18 års området. Der er ressourcer og lærings-områder der de sidste mange år har været landsførende, de bliver bare ikke spillet på den rigtige position på banen. Det kræver politisk vilje til at tænke nyt og handle modigt.

 For vi ved, hvad der virker – vi skal bare turde gøre det.
Der er simpelthen brug for at turde sætte sit kryds rigtigt, der skal trykkes på speederen.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *